Stress: Fra overvældelse til indre ro

Stress er en følelse, mange af os kender alt for godt. Det kan føles som om, verden presser sig på fra alle sider, og vi kæmper for at holde hovedet oven vande. Men hvad hvis jeg fortalte dig, at stress ikke er et tegn på, at du er gået i stykker – tværtimod? Stress er faktisk et tegn på sundhed, en påmindelse fra vores livskraft om, at vi uskyldigt er kommet til at tænke os væk fra vores naturlige tilstand af glæde og ro.

Forståelsen af De 3 Principper tilbyder et anderledes perspektiv på livets udfordringer, der kan skabe varig forandring. Det handler ikke om at skulle “gøre” noget for at finde ro, men om at få en indsigt, der forandrer din oplevelse af stress fundamentalt. Læs evt. mit blogindlæg om De 3 Principper her.

En ny måde at se stress på

Vi mennesker har en fantastisk medfødt sundhed, ligesom blomster, der naturligt vokser mod lyset. Denne livskraft er altid til stede og arbejder i os for at guide os mod glæde, lykke og indre balance. Det eneste, der kan fjerne os fra denne medfødte sundhed, er vores tanker. Når vi føler os stressede, er det blot en indikation af, at vi har tænkt os væk fra det, vi er skabt af: lys, kærlighed, glæde, og lykke.

Ved at forstå, at vores oplevelse af stress skabes indefra og ud – gennem vores tanker – kan vi begynde at se stress på en ny måde. Vores tanker er ikke nødvendigvis virkeligheden. De er blot midlertidige opfattelser, som kan komme og gå, ligesom skyer driver hen over himlen. Når vi ikke længere tager vores stressede tanker så seriøst, kan vi tillade dem at passere uden at blive fanget i dem.

Dette betyder, at vi ikke behøver at “fikse” os selv eller vores stress. Vores medfødte sundhed er altid intakt, og den vil naturligt guide os tilbage til ro, når vi holder op med at overbelaste vores sind med tanker. Stress er ikke et tegn på, at vi er i stykker – det er et tegn på, at vi midlertidigt er kommet væk fra vores naturlige tilstand af ro og balance.

Vi kan ikke gå i stykker – og vi behøver ikke at fikses

Når vi føler os overvældede af stress, kan det være fristende at tro, at der er noget galt med os – at vi er “gået i stykker,” og at vi skal fixes. Men vi kan ikke gå i stykker. Vores bevidsthed er altid intakt, selv når vi føler os pressede. Stress er ikke en fejl i systemet; det er nærmere et tegn på, at systemet fungerer præcis, som det skal. Det er vores medfødte sundhed, der fortæller os, at vi har forladt vores naturlige ro og er fanget i et tankemylder, der skaber pres.

Stress opstår, når vores sind bliver overfyldt af tanker. Vores tanker er altafgørende for, hvordan vi oplever verden. Det er ikke de ydre omstændigheder – vores arbejde, studier, relationer – der skaber stressen, men vores tanker om disse situationer. Det er en vigtig forskel, som De 3 Principper hjælper os med at se. Når vi er stressede, har vi uskyldigt givet for meget opmærksomhed til vores tanker og skabt en følelse af overvældelse.

Når vi kommer til at tro fuldt og fast på alle vores tanker, især dem, der maler et billede af, at vi er under pres eller ude af kontrol, begynder vi at føle os fangede. Stressen bliver forstærket, vi giver omgivelserne skylden for vores indre tilstand, hvilket giver os en følelse af magtesløshed, da vi ikke kan ændre på de ydre omstændigheder, og dermed forstærker vi den onde cirkel.

Tanker som vores “software”

Du kan tænke på mennesker som værende “drevne af tanker.” Tanker er softwaren i vores hardware (kroppen), der styrer, hvordan vi forstår og oplever verden. Det betyder, at vores oplevelse af livet – om vi ser det som vidunderligt eller rædselsfuldt – altid afhænger af, hvordan vores tanker kører lige nu og her. Når harddisken bliver overloadet af for mange tanker, bekymringer og pres, reagerer vores krop naturligt med fysiske symptomer på stress.

Disse symptomer er faktisk en påmindelse fra vores livskraft – vores medfødte sundhed – om at vi skal give slip. Livet har os. Men ironisk nok er det netop, når vi føler os mest stressede, at det er sværest at give slip. Vi føler, at hele verden vil falde sammen omkring os, hvis vi giver slip på kontrollen.

At give slip og stole på livskraften

Mange af os forsøger at finde indre ro gennem metoder som meditation, mindfulness, gåture eller andre daglige rutiner. Og selvom disse ting uden tvivl kan være vidunderlige – jeg mener, jeg elsker også en gåtur i naturen, en stille stund med meditation eller bare at nyde en kop te – kan de også blive en påmindelse om, at vi føler os “i stykker” og tror, vi skal gøre noget for at “få det bedre”.

Jeg forstår godt, hvorfor det kan være fristende at tro, vi skal gøre noget aktivt for at slippe af med stress. Men med De 3 Principper er der faktisk intet, vi behøver at gøre. Det er ikke handling, men indsigt, der skaber varig forandring. Når vi ser, at tanker – der skaber vores virkelighed – kun er midlertidige oplevelser, og at vores naturlige tilstand er ro, glæde og lykke, begynder vi at forstå, hvordan vi kan håndtere stress – uden at skulle kæmpe imod den.

En dejlig bonus er, at en gåtur eller en stille stund med te pludselig går fra at være noget, vi “skal” gøre til noget, vi har lyst til. Det bliver ikke endnu en opgave på vores lange to-do-liste, som vi risikerer at stresse over, hvis vi ikke når, men i stedet en nydelsesfuld aktivitet, vi gør, fordi vi har lyst – ikke fordi vi føler, vi skal.

Når vi lærer at give slip på vores overtænkning og forsøg på at kontrollere alt, vil vi opdage, at livet altid har os. Vi behøver ikke at styre alt med vores tanker; der er en naturlig visdom i os, en livskraft, der altid trækker os mod sundhed og balance. Når vi kan hvile i denne visdom og tillid, vil vi opleve, hvordan stress opløses, og vores medfødte sundhed tager over.

Forældre til unge med stress

Hvis du er forælder til en ung, der kæmper med stress, ved du, hvor drænende det kan være for dem at være fanget i overanalyser og pres. Det kan være en stor hjælp at støtte dem i at få hjælp til at håndtere stressen. Kendskab til De 3 Principper kan give både dig og dit barn den forståelse og ro, der skal til for at skabe balance og trivsel.

Hvis du har brug for hjælp til at støtte dit barn – eller dig selv – eller hvis du ønsker at lære mere om, hvordan De 3 Principper kan hjælpe jer begge, er du velkommen til at kontakte mig. Sammen kan vi udforske, hvordan du kan finde tilbage til din medfødte sundhed og ro.

Kærligst
Julie

Del indlægget:

Måske er du også interesseret i at læse:

Bliv ringet op til en uforpligtende snak

Udfyld felterne herunder, så ringer jeg dig op til en uforpligtende snak. Her kan du få afklaring på dine spørgsmål og mærke, om vi er et match. Jeg glæder mig til at høre fra dig!