Vi ser ikke det samme – og det har sat mig fri
Det var ikke en stor åbenbaring, der kom ud af det blå. Snarere en stille, insisterende forståelse, der med tiden blev tydeligere og tydeligere for mig. En indsigt, som har ændret mit liv og mine relationer i dybden: Vi lever alle i vores helt egen virkelighed – skabt indefra, gennem vores egne tanker og vores personlige bevidsthed.
Det lyder måske simpelt. Selvfølgelig tænker vi forskelligt. Men at mærke det helt ind i kroppen og begynde at navigere efter det i hverdagen… dét er noget andet.
Du bestemmer ikke, hvordan andre ser dig
En af de første ting, jeg virkelig så, var dette: Hvis alle oplever verden gennem deres egne tanker, så kan jeg aldrig kontrollere, hvordan andre opfatter mig. Jeg kan gøre mig umage, forsøge at sige det rigtige, være hjælpsom, sød, dygtig, dyb, sjov… og alligevel kan jeg aldrig sikre mig, at nogen tænker godt om mig. For deres opfattelse er farvet af deres tanker – ikke mine.
Så hvis jeg alligevel ikke kan styre deres tanker, hvorfor så forsøge? Det gik op for mig, at det mest naturlige og frisættende må være at være 100% mig selv. Ikke den version, jeg tror de andre gerne vil have. Det har givet mig en frihed, jeg aldrig havde troet mulig. En frihed til at være mig – uden at justere og finpudse for at få anerkendelse udefra.
De forstår mig ikke – og det er faktisk helt okay
Tidligere har jeg virkelig kæmpet med at stå ved det, jeg mærkede og havde brug for. Hvis nogen stillede spørgsmålstegn ved mine behov eller ikke forstod mine grænser, begyndte jeg hurtigt selv at tvivle. Måske var det mig, der var forkert? Måske var det bare mig, der var for følsom, for besværlig, for… noget?
Men efterhånden begyndte det at stå klart for mig, hvorfor de ikke forstod mig: De kunne ikke. De har jo ikke mine tanker. Ikke mit indre landskab. Selvfølgelig oplever de ting anderledes. Og pludselig blev det helt okay, at de ikke kunne se det, jeg ser – det gør ikke min oplevelse forkert. Den er stadig sand for mig.
Jeg har ikke længere brug for at have ret
Før kunne jeg blive helt fastlåst, hvis nogen var uenig med mig. Jeg gik i gang med at forklare, forsvare og finde beviser for, at det jeg så og mærkede var det rigtige. Som om jeg skulle overbevise dem for at få det valideret.
I dag har jeg ikke det behov længere. Når jeg mærker, at vi ikke ser tingene ens, bliver jeg nysgerrig i stedet. For selvfølgelig ser vi det forskelligt – vi kigger jo med hver vores “briller”. Jeg elsker den sætning: “Lad os være enige om at være uenige.” Den har fået en helt ny dybde for mig. For det er ikke bare en pæn måde at afslutte en uenighed på – det er en påmindelse om, at der er plads til os begge to. Vi lever bare i hver vores virkelighed.
Jeg forsøger ikke længere at fikse andres følelser
En af de mest konkrete (og lettende!) ændringer, der er kommet med forståelsen af separate virkeligheder, er at jeg ikke længere føler det som mit ansvar at regulere eller fikse andres følelser – særligt ikke hos mine børn og min mand.
Tidligere kunne jeg bruge meget energi på at forsøge at “redde” dem ud af kede af det-hed, vrede eller frustration. Det skete ikke bevidst, men jeg mærkede en indre uro, når de ikke havde det godt – som om det var mit ansvar at ændre det. Så jeg plejede at gå i gang med at fikse – trøste, forklare, finde løsninger – så snart nogen var kede af det eller vrede. Men det hjalp sjældent, og ofte føltes det bare som om jeg hældte benzin på bålet.
Men når vi ser, at vores oplevelser – og følelser – kommer indefra os selv, og ikke er skabt af noget udenfor, så bliver det tydeligt, at vi heller ikke kan ændre andres følelser udefra. Der er ikke noget, jeg kan sige eller gøre, som kan skabe en følelse i et andet menneske. Den følelse kommer altid fra deres eget sind i nuet.
Og når jeg virkelig så dét, blev det også klart, at det faktisk er kærligt ikke at forsøge at fikse. Det betyder ikke, at jeg trækker mig – tværtimod. Jeg er der. Jeg lytter. Jeg holder rummet. Men jeg prøver ikke længere at “gøre dem glade igen”. For det kan jeg ikke!
Derudover ved jeg nu også, at deres følelser ikke er farlige. De er blot en del af den menneskelige oplevelse – og jeg behøver ikke fikse dem, for det er bare et øjebliksbillede af, hvordan de tænker lige nu. Så jeg kan bare være der. Og det smukke er: Når jeg ikke gør deres følelser forkerte, men bare holder rummet og viser dem, at alt er okay – så går det oftest hurtigere over. De mærker, at det er trygt at føle det, de føler. Og det er en kæmpe lettelse for os alle.
Og til det har jeg opdaget et par bonusser:
🌿 1. Når vi ikke har modstand på følelsen, men giver den lov at være der, så driver den ofte hurtigere over helt af sig selv.
Det gælder både for mig selv og dem omkring mig. Når ingen føler sig forkerte for at føle det, de føler, skaber det ro og plads til, at følelsen kan bevæge sig.
🌿 2. Jeg bliver ikke længere drænet på samme måde. Fordi jeg ikke forsøger at tage ansvar for noget, jeg ikke kan styre, har jeg fået meget mere mentalt overskud.
Og det har faktisk gjort en mærkbar forskel – både i min rolle som mor, partner og menneske.
Har du også levet meget ovre i andre?
Hvis du – som jeg har gjort – har haft en tendens til at være meget optaget af, hvad andre tænker, føler eller har brug for, og du er nysgerrig på, hvad det her med separate virkeligheder egentlig handler om, så er du altid velkommen til at sende mig en besked eller booke en gratis forsamtale.
Jeg elsker at tale om det her – og måske kan det, som har sat mig fri til at være mig, også åbne noget nyt i dig.
Kærligst
Julie
