Når tingene ikke går som planlagt
I morges tog min mand og vores ældste søn på en miniferie, og jeg havde glædet mig til en selvkærlig og produktiv dag, når vores yngste søn var afleveret i skole. Efter en weekend i en badmintonhal i Middelfart og en mandag i Dinos Legeland til børnefødselsdag – var jeg godt brugt. For ikke at tale om hvor meget arbejde, der lå og ventede på mig.
Så jeg havde planlagt en dejlig dag. En optankning: Oprydning, ansigtsbehandling, en god frokost og ro til at indhente alt det arbejde, jeg havde forsømt den sidste tid, inden min yngste ville komme hjem med tre badmintonkammerater til madklub hjemme hos os. Alt sammen noget, jeg havde glædet mig til.
Men det var selvfølgelig ikke sådan, dagen kom til at forløbe.
“Jeg har ondt i maven…”
Min søn vågnede og sagde, at han havde ondt i maven. Han græd. Han klagede. Og jeg kunne mærke, hvordan min indre ro blev sat på prøve. Jeg vidste godt, at han ikke var syg. Men han ville ikke i skole – og det blev hurtigt en kamp. Jeg forsøgte med mit sædvanlige kort: “Jamen hvis du ikke tager i skole, så kan du jo heller ikke komme til badminton og få drengene på besøg til madklub.” Men han holdt fast. Det var som om han blev mere fast besluttet for hver sætning jeg sagde. Jeg kunne mærke, at det her ikke handlede om at “få sin vilje” – han kunne bare ikke. Og jeg kunne mærke, at jeg ikke kom nogen vegne med at presse. Så til sidst lod jeg ham blive hjemme. Ikke fordi jeg forstod det hele – men fordi jeg kunne mærke, at der var noget vigtigere på spil.
Et skift i energien
Jeg valgte at tage afsted til min ansigtsbehandling – han var jo ikke syg – men roen udeblev. Han ringede to gange midt i behandlingen – for at plage om lov til at se TV!!! Og da jeg gik ud derfra, var jeg mildest talt frustreret. Nærmest vred. Over at min dag – min planlagte, velfortjente dag – var blevet kapret. Igen.
Men da vi sad og snakkede over frokosten, fik jeg en ny og hjælpsom tanke. En tanke om at slippe det hele et øjeblik. Alt mit indre støj. Alle mine frustrationer og krav om, hvordan dagen burde have set ud. For det var jo bare tanker. Tanker der frarøvede mig at se klart. Og i det øjeblik, hvor jeg gav slip – og så ham, sådan som han var, uden mine tanker om hvor uretfærdigt det var, at min dag nu var ødelagt på grund af ham – skete der noget. Jeg stoppede op.
Og så, i stedet for at minde ham om alt det, han nu ikke måtte senere (fordi han ikke have været i skole), spurgte jeg bare stille:
“Hvad har du egentlig lyst til i eftermiddag? Du kan selv vælge – badminton, madklub, en af delene, begge dele, ingen af delene…”
Han kiggede lidt ned, og så sagde han:
“Jeg synes bare, vi skal aflyse madklub og så hygge dig og mig.”
“Er du sikker? Du har jo glædet dig til madklub med drengene.”
“Ja… Men jeg kan mærke, at jeg er så træt. Og så ender det bare med, at jeg bliver sur eller ked af det, hvis jeg får drengene på besøg.”
Og dér vendte hans energi. Da han stoppede med at prøve at overbevise både sig selv og mig om, hvorfor han ikke kunne gå i skole men godt kunne have madklubben på besøg – og i stedet bare mærkede efter… Så forsvandt hele tyngden og han kunne pludselig mærke at han faktisk slet ikke orkede madklubben i aften.
Hans humør vendte på en tallerken. Han tændte musik. Hentede sit LEGO frem, som han ikke har rørt i et halvt år. Og så sad han der. Rolig. Glad. Syngende. Bare ham selv.
Og jeg kunne mærke det samme ske i mig.
Det gik op for mig, at den idé jeg havde om, hvordan dagen skulle forløbe, jo også bare var en tanke. En forestilling om en fremtid, som jeg ikke kan styre.
Alt det, jeg havde glædet mig til, alt det jeg troede, jeg havde brug for – det var bare tanker. Og tanker er jo ikke virkelighed – tanker kan vi ikke leve i. Vi kan kun være i det, der er. Og lige dén morgen betød det, at jeg skulle være med en træt dreng, som havde brug for en pause.
Og da jeg overgav mig til det, forsvandt al frustration og vrede jeg havde følt… Og mit gode humør kom tilbage.
Humør-elevatoren har kun én knap
Der er noget særligt, der sker, når vi stopper med at kæmpe imod det, vi føler. Min søn fik det ikke bedre, fordi han “fik sin vilje”. Han fik det bedre, fordi han stoppede med at forsøge at overbevise både sig selv og mig om noget, han kunne mærke ikke var sandt. Da han fik et trygt rum til at mærke efter – og vælge ud fra det – kom roen.
Og det fik mig til at tænke på den indre elevator, vi alle har. Den, som kun har én knap: ned-knappen.
Vi trykker på den, når vi bliver ved med at tænke os væk fra det, vi mærker. Når vi forsøger at kontrollere, overtænke, ændre på hvordan vi har det, presse os selv – i stedet for at give os selv lov til bare at have det, som vi har det.
Og her er det magiske: Elevatoren kører op igen helt af sig selv – når vi stopper med at trykke.
Vi behøver ikke forstå det hele. Vi behøver ikke analysere det. Vi skal bare være med det, der er. For når vi giver os selv og andre lov til at have det, som vi har det, vil vores design altid – uden undtagelse – bringe os op i energien igen.
En invitation
Måske kan du også genkende følelsen af at ville kontrollere dig selv – eller dine børn – ud af et ubehag. Måske kender du det med at overtale, presse eller analysere for at komme “videre”.
Men hvad sker der, hvis vi bare giver plads?
Plads til at være. Plads til at mærke. Plads til at give slip.
Vi er skabt til at regulere os selv.
Vi har en iboende evne til ro.
Og nogle gange viser vejen sig, når vi stopper med at kæmpe for at finde den.
Kærligst
Julie
