Der er tidspunkter i livet, hvor noget forandres for altid. Ikke fordi vi lærer noget nyt, men fordi vi ser noget, vi inderst inde altid har vidst – vi havde bare ikke opdaget, at det var sådan, det hang sammen.
Sådan var det for mig, da jeg mødte forståelsen bag De 3 Principper.
Men før klarheden kunne lande i mig, måtte jeg igennem et kaos.
Mit sammenbrud
Det var i 2017. Vores drenge var 1 og 4 år, og jeg havde brugt årevis på at være gravid, føde, amme, nusse, vugge og trøste. Jeg havde givet alt, jeg havde i mig, for at være den bedste mor og holde vores lille familie kørende. Og med en selvstændig mand, der arbejdede seks dage om ugen, lå det meste af ansvaret for børn og husholdning hos mig.
Men jeg hang ikke længere sammen. Jeg var slidt. Jeg var tom. Jeg kunne ikke mærke, hvad jeg selv havde brug for – kun at jeg var uendeligt træt. Træt på en måde, hvor selv tanken om at tage stilling til, hvad vi skulle have til aftensmad, kunne få tårerne til at presse sig på.
Jeg begyndte at længes efter flugt. Bare at nogen tog børnene med ud, så jeg kunne ligge på sofaen og se Netflix. Ikke fordi jeg troede, det ville hjælpe – men fordi jeg ikke orkede at være noget for nogen. Jeg ville bare slippe for … ansvar. Jeg følte mig som et hylster. En krop, der fungerede, men ikke levede. Jeg vidste ærligt talt ikke, hvem jeg var.
Jeg startede i terapi, og her blev det tydeligt, hvor langt væk jeg var kommet fra mig selv. Når min terapeut spurgte: “Hvad har du lyst til?”, vidste jeg det seriøst ikke. Jeg havde brugt så mange år på at tune ind på andres behov, at jeg havde glemt, hvordan mine egne lød.
Jeg var nedbrudt. Og jeg skammede mig over det. For jeg burde da være glad. Taknemmelig. Stærk. Men jeg var bare træt. Og modløs.
Jeg pegede på omverdenen og lagde skylden der – især på min mand. Han så mig ikke, anerkendte mig ikke, gav mig ikke kærlighed og nærvær – og derfor havde jeg det så dårligt. Jeg var slidt, fordi min selvopofrelse ikke blev set. Jeg længtes efter, at nogen udefra skulle se mig, anerkende mig, rose mig for det store arbejde, jeg gjorde – for dét ville gøre mig glad og lykkelig igen. Troede jeg.
Nedbrud som forklædt sundhed
Da jeg nogle år senere stødte på De 3 Principper, begyndte brikkerne ligeså stille at falde på plads. Det var ikke som at lære noget nyt – men som at komme hjem. Jeg forstod, at jeg aldrig havde været gået i stykker. Jeg havde bare overtænkt livet. Været fanget i mit intellekt og glemt, at roen, glæden og klarheden allerede boede i mig. Hvilket livet, på en lidt hård måde, havde forsøgt at fortælle mig.
For i dag ved jeg, at det jeg oplevede, var et sammenbrud. Men det var ikke et tegn på, at jeg var i stykker – det var et tegn på, at noget i mig stadig virkede. Et råb fra livskraften i mig, der forsøgte at gøre opmærksom på, at jeg var i ubalance.
Det var min medfødte sundhed, der pressede sig på. Forklædt som udmattelse. Som modstand. Som tomhed. Som en stille hvisken om, at noget måtte ændre sig.
Det var en gave. Den var bare utrolig grimt pakket ind.
For sådan fungerer det menneskelige sind. Før ethvert gennembrud er der brug for et sammenbrud. Før noget nyt kan vokse, må noget gammelt falde sammen. Kaos før orden. Det er en del af systemets intelligens. En del af os.
Og De 3 Principper peger netop på det: At der – under overfladen af vores smerte – altid banker noget sundt og levende på. Noget i os, der stadig virker, selv når vi føler os allermest væk fra os selv. Livet vil altid forsøge at leve os i retning af lys og glæde, og hvis vi ikke lytter, banker det bare lidt hårdere, indtil vi gør. Vi kalder det “forklædt sundhed”.
Livet leves indefra og ud
Der var også en anden, og meget vigtig indsigt, der landede: Der er intet udenfor mig selv, der kan give mig den indre fred og lykke, jeg længes efter. Det kan kun komme indefra.
Jeg gav det faktum, at jeg ikke følte mig set og anerkendt af min mand, skylden for, at jeg havde det, som jeg havde det. Men sandheden er, at min mand – eller nogen anden – aldrig vil kunne give mig det, jeg søger, fordi han ikke har nøglen til min indre verden. Det har kun jeg.
Min mand kan ikke få mig til at føle en bestemt følelse, fordi mine følelser skabes af mine tanker i nuet. Da det gik op for mig, blev noget stille i mig. Det var ikke hans job at fylde mig op. Det var ikke verden, der skulle ændre sig. Det var min forståelse, der skulle falde på plads.
En ny forståelse af mennesket
Mit liv i dag er på ingen måder perfekt. Jeg bliver træt, ked af det, vred og frustreret. Jeg mener – jeg er jo menneske 😊
Men nu ved jeg, hvad det er: midlertidige bølger på en bund, der altid er stille. Jeg ved, at jeg ikke behøver fixe noget. Jeg skal bare lytte. Være. Acceptere. Og lade sindet finde hjem af sig selv.
Og ved du, hvad det bedste af det hele er? Det gælder for alle mennesker! Det gælder for mig, min mand, mine børn, min mor, min søster, mine veninder og venner – og det gælder for dig!
Jeg ser ikke et ødelagt menneske, der skal fikses. Jeg ser liv, sjæl, kærlighed og ro. Jeg ser en gave. Et wake-up call. Præcis som livet gav mig et tilbage i 2017. En kærlig reminder om, at jeg var kommet i ubalance og ikke levede det liv, jeg inderst inde længtes efter.
Til dig, der måske har det svært lige nu
Måske står du et sted i dit liv, hvor noget føles tungt eller forvirrende. Måske mærker du en uro, du ikke helt kan sætte ord på. Måske er du – ligesom jeg var – ved at vågne op til dig selv igen.
Så vil jeg bare sige: Du er ikke alene. Og du er ikke forkert.
Måske er du midt i en gave, der bare ikke ligner en gave endnu.
Tak fordi du læste med.
Kærligst
Julie
